Hos FM Landbrug er man gået systematisk til værks for at sikre et godt arbejdsmiljø. Det har udviklet sig til en positiv spiral, mener ejerne.
Det kan godt være, at de 1.700 søer hos FM Landbrug i Dybvad i Vendsyssel betyder meget for forretningen, men Martin Christensen - den ene halvdel af makkerparret bag svineproduktionen - er ikke i tvivl om, at der er en anden uundværlig ingrediens, hvis virksomheden skal have succes.
- Vores tilgang er, at medarbejderne er det vigtigste, vi har. De skal trives, vi skal undgå konflikter – eller i hvert fald forsøge at tage dem i opløbet- og så skal de selvfølgelig ikke komme galt afsted. Det er vigtigt at have en attraktiv arbejdsplads, fortæller Martin Christensen der gennem årene har fået sat medarbejdertrivslen mere og mere i system. Et system, der for nylig gav FM Landbrug en andenplads, da Seges uddelte Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2018.
- Vi synes jo egentlig ikke, vi gør noget helt ekstraordinært, og har ikke lavet nogen store forkromede løsninger, men det er en kultur, der lige så stille er vokset og er blevet til en positiv spiral, siger Martin Christensen, der ikke får nervøse trækninger, når nogen nævner de tre bogstaver APV, arbejdsplads-vurdering.
- Jeg tror, at mange har det sådan, at arbejdsmiljødrøftelser ikke er noget man behøves at sætte sig ned for at tage, men vores erfaring er, at man altså kommer lidt bedre i dybden, når man sætter sig om et bord og tager snakken. Derfor holder vi også MUS-samtaler minimum én gang om året, og hyppigere med vores driftsledere. Derudover gennemgår vi også regelmæssigt APV’en. Vi tror på, at det er banale ting som det, der kan være med til at sikre et bedre arbejdsmiljø.
Simple ting
Et andet sted, man med simple midler har sat ind for sikre medarbejdernes trivsel, er i selve staldanlæggene.
- Det handler i høj grad om ret lavpraktiske ting, som at der for eksempel ikke skal ligge alt for meget lort rundt omkring og flyde, at højtryksrenseren ikke er sat sammen med strips, at lågerne sidder fast, som de skal og man ikke skal flytte grisene rundt med et gammelt bræt. Det betyder meget for arbejdsglæden, at tingene er i orden og at det er let at flytte rundt på søerne, konstaterer Martin Christensen.
Klar plan
Hos FM Landbrug har man også en klar procedure når nye medarbejdere – både udlærte og elever – starter op.
- I opstarten gør vi meget ud af, at man ved, hvilke opgaver man har, og hvad der forventes af en. Så når man møder ind her første dag, får man overblikket over, hvad der skal ske de næste én til to uger og en snak om, hvad vi regner med, at du skal være med til. Og til den første weekendvagt har vi også en liste over opgaver i kronologisk rækkefølge, så man ikke kommer i tvivl om, hvornår hvad skal klares. Når man så har gjort det nogle gange er der selvfølgelig fuld frihed til at ændre på rutinerne, hvis man synes at det fungerer bedre. Men på den her måde kommer man i hvert fald godt i gang, forklarer Martin Christensen, der i forhold til eleverne også har klare planer for, hvad der ske på månedsbasis.
- Vi sætter os sammen og laver en plan for de første tre måneder, de næste tre og igen derefter, så man ikke står efter halvandet år og tænker »hvad mangler jeg egentlig at være med til?«, fortæller svineproducenten, der efter en årrække med samme mødetid for nyansatte og etablerede medarbejdere, har lavet om for proceduren på første arbejdsdag.
- I lang tid havde vi taget det som en selvfølge, at nye folk også startede klokken syv, men det har vi ændret til, at man møder ind til første arbejdsdag ved 9-10-tiden. Så kommer man ind til formiddagskaffen og rundstykker, hvor der er lidt mere ro til at blive sat ind i tingene. For det har man brug for uanset, hvor erfaren, man er.
Husk at rose
Selvom man har stilet efter simple løsninger, har det også krævet en del arbejde at nå til, hvor man er i dag på arbejdsmiljøfronten.
- Det er bestemt ikke alle ting, der kommer af sig selv og det kan godt være en sej kamp at få sat tingene i system. Men når først man har lavet et hjælpedokument og én arbejdsplan, bliver det meget nemmere at lave den næste, konstaterer han.
Og mens planer, samtaler og dokumenter er vigtige redskaber i jagten på et godt arbejdsmiljø, skal der blandes én ting mere i gryden, før Martin Christensen er tilfreds.
- Det er vigtigt, at man husker at fejre succeserne og roser medarbejderne, når de gør noget godt. Og det behøver altså ikke at være, at effektiviteten er steget eller sodødeligheden er faldet til et eller andet vanvittigt. Det er tit de små ting i hverdagen, der kan være med til at få medarbejder til at føle, at de altså laver et stykke meningsfuldt arbejde, og måske endda gøre dem stolte af det, de har udført, siger han.
Derfor er de 5.000 kroner, der fulgte med andenpladsen også blevet investeret i en tur i funcenter med efterfølgende spisning.
FM LANDBRUG
FM Landbrug blev grundlagt i 2011 af Frands Nielsen og Martin Christensen, der stadig driver virksomheden.
Efter at have holdt til i lejede stalde ved Sindal og Serritslev holder FM Landbrug nu til på to ejendomme ved Dybvad i Vendsyssel.
Bedriften har 1.700 søer, og sælger hvert år omkring 15.000 fravænnede grise, mens omkring 35.000 bliver solgt ved 30 kilo.
Udover ejerne er der syv ansatte i FM Landbrug.