bannerPos

Fagdag i marken bliver digital

Poul Madsen (tv), Agri Nord, og Karl Kudsk, Mollerup, byder i år velkommen til en digital rundvisning i forsøgsmarken på Christianshøj, da det ikke er muligt at mødes fysisk på grund af Covid-19. De kan blandt andet vise en raps-linjesort, som klarer sig godt. Rapsen er generelt ikke så høj i år. Her viser de, hvor lav den er.
20-05-2020 07:34

Agri Nord og Mollerup Mølles årlige plantefaglige dag, Agri Farm Day, bliver afviklet digitalt i uge 24 og skifter i år navn til Agri Farm Week.

Hvert år plejer 700-800 landmænd at mødes på Agri Nords forsøgsarealer på Christianshøj i Klarup i starten af juni. Her bliver de guidet rundt til de forskellige sorts-, ukrudts- og gødningsforsøg og bliver opdateret på den sidste nye, faglige viden.

Det kan de også blive i år, men på grund af Covid-19 er den fysiske fremvisning aflyst.

I stedet bliver landmændene guidet rundt i de forskellige parceller af konsulenterne, som optager video og fortæller om resultaterne af de forskellige forsøg.

- Når nu vi ikke kan mødes fysisk, vælger vi den her løsning i stedet for, siger teamleder i Agri Nord Planteavl, Poul Madsen.

Landmændene kan se videoerne i uge 24 enten på Agri Nords Facebookside eller på Agri Nords eller Mollerup Mølles hjemmesider.

Der vil også være live-sending fra marken tirsdag den 9. juni klokken 15.00.

Forsøgsparcellerne på Christianshøj er fra uge 24 skiltede og tilgængelige for individuel fysisk besigtigelse under hensyn til den generelle lovgivning om at holde afstand og begrænsning vedrørende forsamlinger.

Ny såteknik giver højere udbytte

En af de store trækplastre i årets forsøgsmark er parcellerne, hvor der er sået hvede med en speciel Horsch enkorns-såmaskine.

Den har placeret hvert enkelt korn præcist modsat en almindelig såmaskine, der drysser kernerne mere upræcist ud i jorden.

- Det er tydeligt at se forskel i de to parceller, fortæller Poul Madsen.

Det er første gang, der er sådan en type forsøg i Aalborg, men andre forsøg blandt andet i Sønderjylland har vist op til 10 procent højere udbytter med den teknik.

- Vi ser planter med et meget bedre rodnet, der busker sig mere, i de marker, der er sået med enkorns-såmaskine, fordi vi får en ensartet vækst. Det giver robuste planter med stærkere stængler, så vi undgår lejesæd, siger Karl Kudsk, der er produktansvarlig for planter hos Mollerup Mølle.

Han vil heller ikke afvise, at de mere robuste og stærke planter kan være mere modstandsdygtige overfor sygdomme og bedre til at optage næringsstoffer.

En-kornssåning i storskala

Peter Jørgensen er drifstleder i marken på bedriften Christiansminde Multisite, som lægger jord til forsøgsmarkerne.

Han fik sået 1,5 hektar hvede med enkornssåmaskinen, og det er planen, at kornet fra de hektar skal hen over brovægten og sammenlignes med den almindeligt såede hvede.

- Det bliver spændende at få set teknikken an, og vi håber selvfølgelig på højere udbytter, men også på at undgå at vækstregulere for lejesæd, siger han.

Større kerner giver større planter

Et andet spændende forsøg, som både Poul Madsen og Karl Kudsk er meget spændte på, er parcellerne, hvor der er sået kerner med tre forskellige 1000-kornsvægte: 37, 47 og 57 gram pr. 1000 kerner.

- Det bliver spændende at se, om større kerner giver større udbytter, siger Karl Kudsk.

Raps-linjesort klarer sig godt

I rapsparcellerne kan man i år opleve sorten Butterfly, som ikke er en hybridsort.

- Den har klaret sig rigtig godt, fortæller Poul Madsen.

Hybridsorterne er robuste, men også dyrere end linjesorterne, og man er nødt til at købe ny såsæd hvert år.

- Derfor er det meget spændende at følge Butterfly, siger Poul Madsen.

Hvedesort i superligaen

Både Poul Madsen og Karl Kudsk glæder sig også til at vise hvedesorten Informer frem. En sort, der dækker 30 procent af al sået hvede i Danmark.

- Den har et udbytteindeks på 104 i 2019, men det væsentligste ved den sort er, at den er enormt modstandsdygtig overfor svamp. Vi har alle sidste års angreb af rust i frisk erindring, og her klarede Informer sig med to svampebehandlinger, mens andre sorter skulle have tre, fortæller Karl Kudsk og tilføjer:

- Det er vigtigt, at vi har fokus på sorternes sundhed. Et rust-angreb kan for eksempel halvere udbyttet, siger han.

Vinter- kontra vårafgrøder

I en parcel er der i år sået en særlig vinterært-sort.

- Vi håber på, at en vinter-ært kan give højere udbytter, fordi den får en længere vækstsæson, siger Poul Madsen.

At vinterærterne også vil blive tidligere modne er en stor fordel, vurderer han.

- De kan måske være modne allerede i juli måned, hvor vi har længere og mere tørre høstdage. Det er ofte en udfordring at høste ærter henne i august, siger han.

Det bliver også muligt at se en ny vårtriticale og en vårrug i forsøgsmarken.

- Det er godt at have nogle vårafgrøder i baghånden, hvis man ikke kan nå at så i efteråret, eller hvis vinterafgrøderne er druknet. Året 2020 er et godt eksempel på et år, hvor der er behov for at så i pletter i vinterafgrøderne, siger Poul Madsen.

Vårafgrøder er også gode at så i pletter i vinterafgrøderne, fordi de modner hurtigere end vinterafgrøderne, og dermed er hele marken moden samtidig.

Nu bliver det også muligt at så i vinterrug- og triticalemarker.

teba

0

Større område, mere specialisering

Mens Agroteks comeback som Valtra-forhandler i Vendsyssel har givet vokseværk for både dækningsområde og medarbejderstab, har det også givet maskinforhandleren en størrelse, der giver bedre mulighed for specialisering, som skal komme både nye og gamle kunder til gode.

Hobro Dyrskue bliver i år et virtuelt dyrskue

I år vil man kunne opleve et sjovt og anderledes Hobro Dyrskue når en onlineudgave åbner op lige efter pinse. Her bliver det muligt, fra ens mobiltelefon eller tablet, at besøge maskinudstillere og se de flotte udstillede dyr.

Lundbæk skal rumme alle og følge dem på vej

Nordjyllands Landbrugsskole skal i fremtiden være endnu bedre til at rumme og gribe forskelligheden. De skal følge med tiden og uddanne elever, som passer til hvad samfundet efterspørger. Og så er det vigtigt for den nye forstander, Jakob Autzen, ikke at slippe de unge efter endt uddannelse. Det skal blandt andet ske gennem et traineeforløb for uddannede agrarøkonomer.

Den nye forstander er kommet »hjem«

Jakob Autzen er ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole. Skolen er ikke ny for ham, det var her han i sin tid tog sin landmandsuddannelse og senere underviste som landbrugsskolelærer. Nu er Jakob kommet »hjem« – denne gang som forstander.

Græsmaskiner på Danmarksturné

De velkendte græsmaskiner fra Kuhn tager nu på Danmarksturné. Her vil de demonstrere alt fra skårlægning til indpakning.

Subaru går efter landkunder

Permanent firhjulstræk er et slagnummer for den japanske bilproducent, der har lanceret en ny version af sin XV-model.

Oase for lokale fødevarer midt i byen

Byens Gårdbutik i Svendborg sælger varer fra 65 forskellige fødevareproducenter og skaber arbejdspladser til folk på kanten af det ordinære arbejdsmarked.

Landbrugsstyrelsens tilsagnsbreve forvirrer unødigt

Ordlyden i den mail, som Landbrugsstyrelsen lige nu sender ud til landets landmænd vedrørende tilskud til målrettet kvælstofregulering, er forvirrende, mener Christina H. Siegumfeldt, planteavlskonsulent i Djursland Landboforening, som dagligt oplever opkald fra områdets landmænd.

Få gennemført generationsskifte inden 1. juli

Nye regler og ny praksis ved familie-salg kan blive dyrt for landmænd, lyder det fra Sagro-dirktør.
Side 1 af 82 (1629 artikler)Prev1234567808182Next