bannerPos

Stor opbakning til Landbrugsmessen Gl. Estrup

09-03-2019 08:34:09
Landbrugsmessen Gl. Estrup finder sted lørdag den 25. og søndag den 26. maj, og allerede nu er over 75 procent af standene fyldte.

I skønne omgivelser, lige uden for Det Grønne Museum og Herregårdsmuseet Gl. Estrup ved Auning på Djursland, vil man den 25. og 26. maj kunne opleve Landbrugsmessen Gl. Estrup. En messe, som allerede nu har stor opbakning.

- Vi får daglig henvendelser fra interesserede udstillere og kan se, at rigtig mange af udstillere gerne vil være med igen. Over 75 procent af standene er allerede optaget, men der er stadig mulighed for nye udstillere for at få en god placering, udtaler Silke Lorenzen, sekretær for Landbrugsmessen. 

Maskinudstillere

Endnu en gang kan messen præsentere en spændende maskinudstilling. Sekretariatet fortæller, at mange af de store maskinforretninger allerede har meldt deres ankomst.

- Traditionen med at bakke op om messen er stor, og desuden kommer der hvert år nye udstillere til, hvilket er meget positivt. 

I år forventes der endnu større aktivitet i maskinområdet, da Det Grønne Museum planlægger at samle alle deres aktiviteter tæt på maskinudstillerne, og havetraktortrækket afholdes i nærheden om søndagen, så hvis man er interesseret i at udstille, anbefales det at tage kontakt til sekretariatet snarest. 

Messetorvet – nyt center for aktiviteter

Som noget nyt er der i år foruden den store ring indrettet et messetorv, hvor mindre erhvervsdrivende, gårdbutikker, kunsthåndværkere, husflidsfolk med videre kan leje en stand og præsentere deres varer for publikum. Det er også her, blandt andet Albert Dyrlund og Habengoods optræder på scenen, så messetorvet bliver et levende center for aktiviteter og handel på pladsen.

Nyt hesteområde

Landbrugsmessen har indgået et samarbejde med DHE - Det Hele Ekvipage, der lægger op til mange forskellige hesteaktiviteter på pladsen. DHE afholder deres ministævne og udover mange opvisninger og konkurrencer bliver der indrettet et markedsområde for alle hesteinteresserede. Også her er der stadig mulighed for at bestille en standplads. 

Landbrugsmessen Gl. Estrup

I år vil der blandt andet være følgende aktiviteter på pladsen:

-                Stort kræmmermarked

-                Timbersport show – opvisning med tunede motorsave, øksekast med videre

-                Rovfugleshow med høg, falk og ugler

-                Forskellige hesteshows (riddderturnering, kørekvadrille med mere)

-                Børnedyrskue for de yngste

-                YouTuber’en Albert Dyrlund

-                Havetraktortræk

-                Præsentation af de gamle håndværk v/ Det Grønne Museums forskellige laug

-                Habengoods - kendt fra »Danmark har Talent« Live Show 2018

-                StreetX – workshop og underholdning for alle aldre inden for parkour

Landbrugsmessen Gl. Estrup er en blanding af et traditionelt dyrskue med udstilling af malkekvæg, kødkvæg, heste, får, høns og kaniner, maskinudstilling og forbrugermesse. Her er noget for alle aldre og interesser. Messen besøges hvert år af ca. 20.000 gæster, der kommer for at opleve stemningen, se dyr og maskiner og de mange underholdningsindslag, som messen også byder på.