Virksomhed udvider og sætter ting i system

Søndag 16. juli 2017 6:41
PC Maskiner, Skive, med Preben Christensen i spidsen, er ved at bygge til. Der bygges en hal på 500 kvadratmeter til opbevaring af færdige produkter.
Lige nu er håndværkere i gang med at bygge en lagerhal på 500 kvadratmeter ved PC Maskiner i Skive.

Hallen skal bruges til opbevaring af færdige produkter, så som kalve- og svinehytter, inden de skal ud til kunderne.

Pladsen på grunden ved Skive var blevet for træng.

- Vi bruger alt for meget tid på at flytte ting frem og tilbage, for at kunne være her. Og når vi skal finde noget, kan det være svært når ting ikke har en fast plads, fortæller indehaver Preben Christensen. 

Nemmere lagerstyring

Derfor er planen, at tilbygningen og den mere plads, skal kunne give en bedre lagerstyring og et større overblik og gennemskuelighed.

Reservedele skal blive hurtigere og mere enkle at finde på hylderne, uden at der skal fjernes andre ting, for at komme ind til dem.

I virksomheden er der foruden Preben Christensen selv, tre i produktionen og lidt løsarbejdere efter behov. På kontoret sidder Camilla Petersen, som er Prebens kæreste.

Startede for 11 år siden

Det er 11 år siden, Preben Christensen sprang ud i tilværelsen som selvstændig. Det startede med service- og reparation af maskiner på den fædrene gård, og senere kom også salgsdelen på.

Først med have-park maskiner og sener med forhandlinger af landbrugsmaskiner som Kongskilde, JF, Baastrup, Maschio og Bogballe.

I 2014 købte PC Maskiner Spøttrup Hytten og begyndte blandt andet med salg af kalve- og svinehytter, foderautomater, vandtanke og transportkasser.

Bygger snart igen

PC Maskiner har bygget til af flere omgange og har foruden et stort værksted, også en udstillingshal med have- park maskiner og en splinterny kontorbygning. Inden længe er den nye lagerhal færdig og så er næste byggeprojekt på tegnebrættet.

Preben Christensen håber at kunne bygge yderligere en tilbygning på 100 kvadratmeter til reservedele ved siden af værkstedet.

Herefter vil de have knap 2.000 kvadratmeter under tag.