Gruppe kæmper for landbruget ved Limfjorden

Onsdag 12. juli 2017 6:28
Tal fra en ny Seges-rapport viser, at op imod halvdelen af landbrugsarealet omkring Limfjorden visse steder skal tages ud af drift, for at opnå målene i Vandområdeplanerne. 

Det vækker harme og frustration blandt de nordjyske landboforeninger og familielandbrug omkring fjorden. De er derfor gået sammen og har lagt en strategi for, hvordan situationen skal håndteres.

- Vi gør alt, vi kan for at få bremset det her. Det vil få fatale konsekvenser for hele samfundet omkring fjorden. Det betyder fuldt stop for investeringer, udvikling, vækst og arbejdspladser, hvis planerne vedtages i deres nuværende form, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, der også er formand for den nye Limfjordsgruppe.

Betyder liv eller død

Vedtages planerne i den nuværende form, vil det have store konsekvenser for flere landmænd.

For mælkeproducent Jakob Gade, Skals, som afvander til Hjarbæk Fjord, betyder det, at han skal reducere kvælstofudledningen til fjorden med 68 procent. 

– Det ser faretruende ud. Det betyder liv eller død, siger han.

Morten Egedal, I/S Hedelund, Aalestrup, afvander til Lovns Bredning. De står til at miste 50 procent af deres jord. Morten er påbegyndt generationsskifte med sin far og onkel, men gennemføres vandområdeplanerne, har han ingen fremtid på gården, ligesom sin far og onkel, der begge er omkring 70 år, ikke kan komme derfra. 

Håbløse betingelser

Lars Kristensen, Karup, afvander til Skive Fjord via Karup Å. Han står til at miste halvdelen af jorden, hvis Vandområdeplanerne gennemføres. Lars har bygget om og udvidet til 800 køer. Hvis han skal braklægge over halvdelen af sin jord, betyder det, at han skal afvikle gården helt. Den gæld, han har nu, kan kun serviceres med en fuld produktion. 

– Det er nogle håbløse betingelser at stille op for os, siger han.
Planteavler og mælkeproducent Peter Sørensen, Højslev, afvander både til Hjarbæk og Skive Fjord. Han har overtaget den fædrene gård og er meget bekymret og usikker omkring gårdens fremtid. 

- Hvis det bliver, som de skriver, så er jeg færdig, siger han. 

Brug undtagelsesreglen

Den nedsatte gruppe af folk fra landboforeningerne og familielandbrugene foreslår, at regeringen anvender undtagelsesreglen, der kan tages i brug, når et EU-lovforslag viser sig at blive for dyrt samfundsøkonomisk set.

- Det vil være oplagt at gøre brug af undtagelsesreglen i det her tilfælde, siger Carl Christian Pedersen.

Gruppen består af repræsentanter fra Agri Nord, LandboNord, Holstebro-Struer Landboforening, Familielandbruget MIDT, Lemvigegnens Landboforening, Landboforeningen Limfjord, Landboforeningen Midtjylland, Herning-Ikast Landboforening, nf plus, LandboThy og Familielandbruget Vestjylland.

Seges opfordrer til, at man ser på alternative løsningsmuligheder, herunder at fjorden bringes tilbage til en ferskvandspræget tilstand.