Mad, bier og 4H’s fælleshaver skal gøre børn klogere

Søndag 9. juli 2017 6:12
Et samarbejde mellem Gasmusset i Hobro, Ældresagen, biavlerne og 4H gør, at børn hver onsdag kan dyrke grøntsager, slynge honning og meget mere.
Børn i Hobro og omegn har fået mulighed for at lave deres egen honning og dyrke deres egne grøntsager, da 4H har lavet et pilotprojekt ved Gasmusset i Hobro. 

Projektet har overskriften »Haver-bier-mad«, og er et samarbejde mellem Gasmusset, Ældresagen, biavlerne og 4H, som nu vil forsøge at udbrede det til flere steder i landet. 

- Vi håber, at vores samarbejde med dansk biavlerforening gør, at vi kan få samarbejde med lokale biavlere flere steder i landet, der kunne tænke sig at undervise børn i bier. Fælleshaver for alle er allerede et succesfuldt projekt, som vi kan rulle ud flere steder sammen med bistaderne, fortæller Joan Overgaard Bruun, 4H-konsulent.  

Mødes hver onsdag

4H har de seneste to år haft stor succes med opstart af aktiviteter ved Gasmusset i Hobro. Hver onsdag mødes en gruppe børn sammen med Niels og Bente Rasmussen, og Mogens Munk for at passe fælleshaverne og bistaderne, som de har stillet op i haven bag Gasmuseet.

Niels Rasmussen, der er biavler og børnenes underviser, fortæller, at tavlerne i bistaderne i dag skal tømmes for honning, og efterfølgende skal det slynges, så børnene kan få et glas honning med hjem. Men vigtigst så skal de bruge honningen til de pandekager, som de skal spise efter arbejdet med bierne. 

Ikke bange for bier

Axel Bruun Hansen på ni år har været med hver gang, og han er ikke bange for, at bierne skal stikke ham. 

– Vi har de her hvide dragter på, som beskytter os, og bier stikker kun, hvis de bliver klemt, siger Axel.

Jakob Svenstrup er også vild med biholdet, og han er nu ved at høste honningen fra sin tavle. Han løfter sin tavle op fra bistaden og fortæller, at der på tavlen er honning nok til at lave fire glas. Han og de andre børn synes, at arbejdet med bierne er både sjovt og spændende.  

Bi-kongen Niels og havemanden Mogens

Niels Rasmussen er bikongen, og ham der lærer børnene alt om bierne og honningproduktionen.

– Det er en fornøjelse at lære børnene om biernes liv, fortæller han.

I Fælleshaven er det pensionisten Mogens Munk, som lærer fra sig. 

– Jeg så et opslag gennem Ældresagen, hvor de søgte nogle frivillige til at stå for Fælleshaven, og det tænkte jeg, at jeg gerne ville hjælpe med. Der er et stort behov for, at børn lærer, hvor maden kommer fra, og hvordan man producerer og dyrker grøntsager, som vi nu gør her i haverne. Og så er det sjovt at se, hvor interesserede børnene er i denne alder, de er vilde med at dyrke grøntsager, siger Mogens. 

Den rene vare 

Henne ved honningslyngen er den nyhøstede honning ved at løbe gennem karret, og et par af drengene stikker fingrene ind under tuden for at smage på honningen. 

– Ummm det smager meget bedre, end det man kan købe i Brugsen, siger Jakob med et stort smil. 

Samarbejde skaber kvalitet

Henrik Dalum, formand for 4H, er også inviteret til honningsmagning denne eftermiddag, og han kalder samarbejdet mellem Gasmusset, Ældresagen, Biavlerne og 4H for helt perfekt. 

– Det er et utraditionelt samarbejde, der har vist sig at fungere helt fantastisk. Her er virkelig gode rammer at dyrke 4H-aktiviteter, og Ældresagen har været gode til at hjælpe med at finde en dygtig frivillig til Fælleshaven, så på den måde får vi stor kvalitet ind i de 4H-aktiviteter, som vi tilbyder børnene. Nu skal vi i gang med arbejdet for at udbrede konceptet til flere byer i Danmark, fastslår Henrik Dalum.